Jeg kan ikke li' snaps. Min kvote af julefrokoster, der starter syngende med "Haps, haps haps", og slutter.. for tidligt, er brugt op. Smagen af kommen og sprit i munden dagen efter. Nein danke.

Den her Slåen brændevin (som producenten foretrækker at kalde den) har omvendt mig. Den er rund, rar og fyldig i munden, og smagen er speciel og minder ikke om noget jeg har fået før.

Samtidig har ophavsmanden, Dan Schumacher, åbnet mine øjne for, at temperaturen og de glas man drikker snaps og brændevin af er altafgørende for smagsoplevelsen. Det er interessant!

HVAD ER DET
SÆRLIGE?

mød

producenten

Dan Schumacher er oprindelig uddannet kok. I 1999 vandt han DM i kryddersnaps, og derefter blev det, der hidtil bare havde været en køkkenbordsfabrikation, skaleret op. Schumacher så, at brændevin og snaps ikke var fulgt med udviklingen i madkulturen. Der var ikke meget lokalt og ny nordisk dér. Det besluttede han sig for at ændre på, og i dag er han fuldtidsbeskæftiget med at producere moderne, økologiske brændevine med nye smage.

Det er ikke alt, der virker. En brændevin lavet på hvide trøfler fra Piemonte smagte mest af sure sokker, men der er meget der gør. Det synes de også på NOMA, Geranium og i Japan som han bl.a. er begyndt at eksportere til.

Nye smage - nye muligheder

Brændevin med smag af fx chili/citron eller æble og safran kan man drikke til andre retter end de traditionelle. Det er ikke længere kun til sild og julefrokost, men også til sushi, skaldyr og wok. Pt. er der 12 forskellige varianter i sortiment, men der bliver løbende eksperimenteret, både med smag og med lagring på træfade.

Hareskov Forårshonning

Fremstillingen

I begyndelsen stod Dan Schumacher selv for alle dele af brændevinsfremstillingen. Det foregik i en kælder på Østerbro i København, hvor han destillerede og hånd-tappede brændevinen, 2 flasker af gangen. Princippet i brændevinsfremstilling er, at man først laver en øl, og så destillerer den. Det vil sige at man varmer øllen op, så alkoholen fordamper og siden fortættes. Jo flere gange man gentager processen, jo stærkere en sprit får man. Destillatet skiller man herefter i 3 dele - et forløb, et hovedløb og et efterløb. Det er kun hovedløbet man kan drikke. Får man ikke adskilt de 3 dele indeholder drikken fusel, som er giftigt i større mængder. Det var fusel-smagen, man tidligere forsøgte at overdøve ved at tilsætte urter og bær som fx kommen, dild og slåen.

tørring og trækning

I dag destillerer Dan Schumacher ikke længere selv. Efterspørgslen blev for stor, så nu får han det økologiske hvededestillat udefra. Det er tørringen og trækningen, der er hans hemmelige ingrediens. Schumacher opdagede, at når man tørrer slåenbær, så modner de hårdere, end når de får frost. I begge tilfælde sker der en kemisk proces, hvor kulhydraterne overtager bitterstofferne og gør bærret sødere end det er fra naturens side. Tørrer man dem, mister de bare farven, og derfor er Schumachers Slåen Brændevin brunlig og ikke rød.

Efter tørringen lader han slåenbærrene trække ca. 3 måneder i den økologiske hvedesprit. Nogle bær og urter afgiver mere smag, hvis de har god plads omkring sig. Derfor betyder mængden af bær og sprit i forhold til tankens størrelse (eller flaskens, hvis man selv brygger) også noget. I Schumachers Slåen Brændevin får stenen, der sidder inden i bærret lov at trække med. Det har stor betydning for smagen.

 

 

 

 

SMAG

Slåenbær

Med deres blåsorte farve ligner de blåbær til forveksling. Sådan smager de så ikke.. Rå er de bitre og kan på 2 sekunder forvandle ens mund til en ørken. Tørret har slåenbærret en helt anderledes, syrlig, bærret og helt unik smag.

Mandel og marcipan

- smager slåenbrændevin også af i Schumachers version. Smagen kommer fra stenen inden i slåenbærret, som indeholder blåsyre. Den blåsyre kan spiritussen, hvis den får tid, trække ud, og det er den der giver den lækre, runde marcipansmag. (blåsyre findes i øvrigt også i kirsebærsten).

Rosiner og svesker

Tørret frugt, rundt og rart, men med et alkoholsmæk til slut.

TEMPERATUR
OG
GLAS

I modsætning til hvad jeg, og mange med mig, troede, så skal snaps og brændevin ikke drikkes fryser-kold.  Jo koldere, den er, jo mindre kan man smage. Vil man gerne have alle smagsnuancer frem, så opbevar brændevinen i køleskabet, og server den under stuetemperatur.

Og så skal man snurre væsken rundt i glasset. Og dufte. Ligesom med vin frigiver det en masse fine aromastoffer, som er en stor del af smagsoplevelsen. Derfor er det også bedre at drikke brændevin af et lille hvidvinsglas, og bruge sine traditionelle snapseglas til.. noget andet.

 

 

 

 

 

 

Da jeg besøgte Dan Schumacher fik jeg ham til selv at fortælle det i en lille video. Han er en god formidler. Kig med her nedenfor:

DRIK
SLÅEN BRÆNDEVIN
TIL:

HOVEDRETTEN

I og til braisseret kød med syltede blommer

DESSERTEN

Til en ikke alt for sød tærte med appelsinskal og mandler

 

SOM AVEC

Med en sofa, en god bog og god tid

BLIV LIDT
KLOGERE

DANSKERNE OG BRÆNDEVINEN

Haps haps haps

 

Kort fortalt

I Norden bliver brændevin i 1400-tallet brugt som hjælpemiddel i fremstillingen af krudt. Det er godt at vædde lunter med pga. den høje alkoholprocent.

1600-1700-tallet

Nu bliver brændevin en drik. Danskerne lærer selv at brygge. Hjemmebrænderiet er faktisk så udbredt, at det i midten af 1700-tallet er knap hver anden danske husholdning, som selv brygger hjemme (deraf ordet bryggers). Hjemmebrænderiet bliver godt nok forbudt ved lov, men det er svært at håndhæve..

1500-tallet

Brændevinen sælges som lægemiddel på apotekerne. Den bliver bl.a. brugt mod gigt og pest, både ind- og udvortes.

1826

Isidor Henius grundlægger Aalborg privilegerede Sirup og Spritfabrik. Han sælger senere sin virksomhed til D.D.S.F - De Danske spritfabrikker, grundlagt af C. F. Tietgen og Christian Andreas Olesen.  (Logoet er malteserkorset, som C. F. Tietgen også bruger til De Forenede Dampskibsselskaber, DFDS)

I dag

De Danske Spritfabrikker er i dag en del af det norskejede ArcusGruppen AS. Det er stadig det eneste store brænderi i Danmark, og det ligger i Aalborg. Derudover er der dukket flere små brænderier op. Udover Schumachers er der fx Braunstein i Køge, Esrum Sø Mikrodestilleri, Thylandia, Smagen af Læsø m.fl. Dejligt!

Start 1800-tallet

Antallet af lovlige brænderier i Danmark er nu (nede på) 2500 stk. Brændevinens kvalitet er svingende/skidt, så man åbner en skole for brændere i Sølvgade i København. En elev og senere underviser er Christian A. Brøndum.

Fra 1918-1923

Antallet af brænderier i Danmark er stadig faldende. I 1918 er der 22. 5 år senere er der 1 tilbage. Det er D.D.S.F, som med statslig godkendelse har monopol på spritproduktion. Monopolet gælder indtil 1973, hvor Danmark kommer med i EF.

Forskellen på brændevin, snaps og akvavit.

OG LIDT ETYMOLOGI

Jeg forvekslede brændevin med akvavit. Det er akvavit, der har en kommen- eller dildsmag. Akvavitten er klar eller let farvet og skal indeholde min. 37,5% alkohol.

Dét krav er der ikke til hverken brændevin eller snaps, som er mere løst definerede samlebegreber.

Ordet akvavit kommer fra det latinske aqua vitae, der betyder livets vand. Snaps kommer fra tysk og betyder "en lille mundfuld". Begrebet brændevin har vi også fået fra tyskerne, der  kalder det "Branntwein. Ordet fortæller noget om, hvad drikken oprindeligt var, nemlig brændt eller destilleret vin. I dag bliver brændevin ikke længere lavet på druer, men på kartofler eller korn

Bliv MEGET
klogere
(ELLER BARE GLADERE)

* Bogen om snaps
Af Jens Tholstrup og Mia Davidsen

Historisk interessant OG humoristisk . Tholstrup gennemgår 125 snapse og brændevine fra Danmark, Sverige, Norge og Island og Mia Davidsen giver opskrifter, der passer til snaps. En bibel, hvis man er bare lidt interesseret.

* Aamanns Kryddersnaps med tilhørende retter
Af Adam Aamann Christensen

Lettilgængelige opskrifter på kryddersnapse trukket på danske frugter, bær og "urter fra skov, strand og have". Dertil madopskrifter, der passer til. Fx anbefaler Aamann braiserede oksekæber med syltede blommer til sin slåensnaps.  Spændende opskrifter og flot layout.

8 digte om snaps
Af Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen

En lille perle fra et elsket makkerpar. Udgivet som et tillæg til De Danske Spritfabrikkers beretning og regnskab i 1969:

køb og
smag
selv her

"Tøm en skål for glæden, venner.

Sorgen er så ubekvem.

Svigter benene, o venner,

kan vi altid gå på hænder

eller nedenom og hjem."

Juuls Vinhandel

Værnedamsvej 15

1819 Frederiksberg C

 

Vinens Verden

Slotsgade 21

5000 Odense C

Vinoble Guldsmedegade 20 8000 Århus C

 

Skjold Burne Bispensgade 1

9000 Aalborg

Se hele listen over forhandlere på Schumachers egen hjemmeside